|
Forside | Log ind |
![]() ![]() |
Historie | Ægypten | Mesopotamien | Anatolien og Levanten | Persien | Religion |
Krigen mellem Umma og Lagash
|
Den første krig i Verdenshistorien Den første dokumenterede krig i verdenshistorien var krigen mellem Umma og Lagash i oldtidens Sumer. Årsagen til krigen mellem disse to byer er ukendt, men det synes åbenlyst for historikere i dag, at konflikten handlede om noget så simpelt, men vitalt som vand. Den frugtbare slette Gú-edin-na lå mellem de to byer, som konstant var i konflikt om dette område. Striden blev dog bragt til ophør af en hersker ved navn Mesalim, som benævnes Kongen af Kish. På et tidspunkt krænker Umma denne aftale, og det kommer til en krig, som blandt andet er dokumenteret af Eannatums berømte Gribbestele og en indskrift af en senere konge ved navn Enmetana. Krig i Sumer I Sumer i den sydlige del af det nuværende Irak opstod i det 4. årtusinde den første sofistikerede civilisation i det område, som grækerne senere omtalte som Mesopotamien (”Landet mellem floderne”), en reference til floderne Eufrat og Tigris. De sumeriske byer, som opstod i det 4. årtusinde f.v.t., er verdens første eksempler på egentlige urbane centre af betydelig størrelse. I disse tidlige byer, som for eksempel Eridu og Uruk, kan man gennem det arkæologiske kildemateriale identificere en civilisation, hvor befolkningen står bag en egentlig indsats for at opretholde et fællesskab og gøre bylivet muligt. Fra disse byer har man talrige arkæologiske vidnesbyrd om, at man har samarbejdet om at opretholde diger, mure, kanaler og templer. Et effektivt agerbrugssystem gjorde det muligt at frigøre et stort antal mennesker fra dyrkelsen af afgrøder og i stedet indføre specialiserede erhverv, hvormed der etableredes en hierarkisk social struktur med en hersker i spidsen. De tidlige sumeriske byer var karakteriseret af en høj grad af social og økonomisk diversitet, hvilket skabte et behov for håndværkere, handelsfolk, præster, bureaukrater og ikke mindst professionelle soldater. Eftersom byerne ikke var en del af et sumerisk imperium, men uafhængige bystater med deres egne herskere, skytsguder, love og bureaukratiske systemer, kom deres vækst ofte i konflikt med hinanden. Konflikterne handlede hovedsageligt om kontrol med floderne Tigris og Eufrat, som var hele fundamentet for deres rigdom. Hertil kom almindelige grænsestridigheder og behovet for at erhverve sig luksusvarer, som for eksempel tømmer, sten og metaller. Stridigheder over især muligheden for at kunstvande marker var et kontinuerligt fænomen i Sumer, og dette gav anledning til udvikling af en sofistikeret militærteknologi. Det direkte bevis for krigsførelse i det 4. årtusinde f.v.t. og i de tre første århundreder af perioden, som betegnes Tidlig dynastisk Tid (2900-2350 f.v.t.), er stort set ikkeeksisterende. I disse århundreder har vi meget lidt skriftligt bevismateriale, men det er den generelle antagelse blandt forskere, at eftersom krigsførelse formentlig allerede var et ret almindeligt fænomen i stenalderen, så har krigsførelse også været eksisterende i Tidlig dynastisk Tid. Krig og anvendelsen af magt var meget almindeligt i oldtidens imperier, men de første egentlige beviser for krigsførelse opstår først omkring 2500 f.v.t. På dette tidspunkt var våben og militære systemer imidlertid allerede veludviklede, hvilket antyder en udviklingsperiode. Et ubestrideligt bevis for krigsførelse kendes fra den periode, som kendes som Tidlig dynastisk Tid III, som svarer til perioden fra ca. 2600 til 2350 f.v.t. Fra denne periode har arkæologerne fundet egentlige våben i de såkaldte kongegrave fra Ur, der dateres til omkring 2500 f.v.t. Blandt fundene er køller, økser, dolke og sværd, og endda stridsvogne eller såkaldte krigsvogne er blevet fundet, og sidstnævnte kendes også fra ikonografiske fremstillinger. Krigsvogne var veludviklede, men havde fire hjul, og de blev trukket af onagere (vildæsler), eftersom hesten endnu ikke var kendt i regionen. Mange århundreder senere skrev den græske historiker Herodot, at indiske stridsvogne i perserkongens tjeneste blev trukket af vildæsler, hvilket vidner om, at det har været en tradition længe efter, at den sumeriske civilisation var bukket under. Udover fund af våben bliver forskerne også nødsaget til at tage ikonografiske eksempler i betragtning. En af de mest bemærkelsesværdige genstande fundet i en af Ur-gravene er den såkaldte Ur-standart, som er blevet dateret til omkring 2500 f.v.t. og i dag kan ses på British Museum i London. På denne genstand er der en scene, som af forskerne omtales som en krigsscene: på denne del af standarten ses stridsvogne, infanteri, krigsfanger og i midten af panelet en ”konge”, der adskiller sig ved at være højere end de andre, hvilket antyder hans ophøjede status. Han står foran sin hær og en firhjulet stridsvogn, som bliver trukket af nogle vildæsler. Kongen står med ansigtet rettet mod en række fanger, som alle afbildes nøgne, bundne og sårede, hvilket naturligvis skal antyde nederlag og ydmygelse. I det midterste register afbildes otte uniformerede og dermed identiske soldater efterfulgt af en scene med tilfangetagne fjender. Soldaterne bærer kapper og hjelme samt spyd og økser af en type, som er blevet fundet i kongegravene. Den nøjagtige overensstemmelse mellem våbnene på Ur-standarten og de arkæologiske våbenfund vidner om eksistensen af disse våben.
Endnu mere bemærkelsesværdige er stridsvognene eller krigsvognene, som formentlig er en bedre betegnelse. Det nederste register viser fire krigsvogne, som hver især vises med en krigsvognskører og en kriger, som enten bærer en økse eller et spyd, og trækkes af fire vildæsler. Krigsvognene er meget detaljeret beskrevet med hjul, og foran på vognen er der en spydholder. Vildæslerne vises også meget detaljeret med tøjlerne, og hvordan sumererne spændte dem uden brug af hestebidsel. Krigsvognsscenen vises således, at den udvikler sig fra venstre mod højre på en måde, så den illustrerer bevægelse. Ved den første krigsvogn vises æslerne gående, mens de ved den anden og tredje er i løb og ved den sidste stejler. Nedtrampede fjender vises under de tre sidste krigsvogne, hvilket skal symbolisere betydningen af et krigsvognsangreb. En ikonografisk præsentation af en krigsvogn nøjagtig magen til den på Ur-standarten, dateret til ca. 2500-2400 f.v.t, er blevet fundet i Mari i det østlige Syrien. Den vigtigste kilde til vores viden om krigsførelse i det 3. årtusinde f.v.t. er det skriftlige kildemateriale. I den forbindelse har vi informationer fra de sumeriske kongelister og i eposet om Gilgamesh, som antyder, at kampe og krig var store begivenheder. Krigen mellem Umma og Lagash En kombination af forskelligt kildemateriale, heriblandt en række historiske indskrifter fra Lagash, hvoraf nogle indledes med et historisk tilbageblik, viser en stående konflikt mellem Lagash og nabobyen Umma. Fra de historiske optegnelser hører vi om kampen mellem Umma og Lagash, men der gives ingen informationer om hærens taktiske bevægelser eller selve krigsforløbet. Fokus i teksterne er på nedslagtningen og begravelsen af fjenderne i store dynger. Der er også omtale af fremmede lejesoldater, hvilket vidner om et avanceret niveau af militærhandel og nøje planlægning. Ifølge de indskrifter med politiske oplysninger, der sætter ind i Lagash i det 26. århundrede f.v.t., har denne bystats udenrigspolitik hovedsageligt bestået af stridigheder med nabostaten Umma om en mellemliggende frugtbar slette og tilhørende vandingsrettigheder. Dette område, der omtales Gú-edin-na, tilhørte egentlig Lagash, men lå mellem de to bystater, og Umma kontrollerede kunstvandingskanalen til området. Konflikten er som sagt kendt fra en række historiske indskrifter fra Lagash, og i den forbindelse er det vigtigt at bemærke, at konflikten kun kendes fra Lagashs perspektiv. Typisk er der her tale om en form for historieskrivning, der tjente til at retfærdiggøre et herskende dynastis handlinger, og derfor skal vi ikke tage alle informationer for pålydende. En primærkilde til denne krig mellem Umma og Lagash er skrevet af Entemena, søn af Eannatum 2. og nevø til den berømte erobrer Eannatum 1.; han skrev en beretning om krigen mellem de to bystater på en stor lerkegle, kendt som Entemena-lerkeglen. Indskriften beskriver den første krig mellem de to statsmagter om det frugtbare område kendt som Gú-edin-na, placeret mellem de to storbyer. Beretningen om krigen mellem Umma og Lagash kendes altså fra en lerkegle, der er kendt som Entemenas lerkegle, fordi den er skrevet af Entemena, ensi af Lagash. Ifølge sumererne var en kamp på jorden egentlig en kamp mellem guderne i himlen, hvilket også kommer til udtryk i indskriften. Fortællingen har flere religiøse undertoner, da den antyder, at det var den øverste guddom i det sumeriske pantheon, Enlil, som fik Shara og Ningirsu, skytsguderne i henholdsvis Umma og Lagash, til at nå frem til en overenskomst; grænsen Gú-edin-na var sanktioneret af guderne, og aftalen var derfor ukrænkelig. Krigen mellem Umma og Lagash havde været i gang et stykke tid, da den for en tid blev bragt til ophør ved en voldgiftskendelse af en hersker ved navn Mesalim, der omtales som Konge af Kish. Mesalim delte landet mellem de to bystater, og han lod rejse en stele, som markerede hans beslutning. Mesalims indblanding havde dog ikke den store effekt, da det ikke løste problemet. Angiveligt favoriserede hans beslutning Lagash, den større og mere magtfulde af de to bystater, til Ummas store forbitrelse. Herskeren af Umma, Ush, besluttede i hvert fald ifølge Lagash-indskriften at bryde aftalen og smadre grænsestelerne og besætte det pågældende territorium. Han blev imidlertid besejret, men ifølge teksten besejres han ikke af nogen konge, men derimod af guden Ningirsu. I teksten omtales mange jordhøje, som er en sumerisk måde at omtale massegrave på, hvor fjenden stables for at understrege den store sejr. Umiddelbart virker det på baggrund af sejren som om, at herskeren af Lagash, Eannatum, har indgået en fredsaftale, men dette har højst sandsynligt ikke været tilfældet. Den omtalte sejr bliver i teksten tilskrevet Ningirsu og ikke Eannatum, som helt sikkert ville være blevet nævnt af Entemena, hvis dette havde været tilfældet. Denne sektion refererer sandsynligvis til Eannatums senere sejr over Umma, som er afbildet på den berømte Gribbestele. Faktisk havde Umma og Lagash udkæmpet en krig før denne, da Akurgal, søn af Urnanshe og fader til Eannatum, havde mistet en del af territoriet Gú-edin-na til Umma. Det faktum, at Akurgal havde en meget kort regeringstid, antyder, at han er blevet dræbt i krig, om end at det ikke er noget bevis. Uanset hvad ville et nederlag under ingen omstændigheder blive omtalt i Enmetanas tekst, og det fremgår heller ikke på Gribbestelen. Et nederlag omtales aldrig i kongelige indskrifter. Gribbestelen - Eannatums sejr over Umma Eannatum marcherede med sine tropper mod Umma og udkæmpede to slag og sejrede i begge. En ny grænsestele blev opstillet efter sejren, og kongen af Umma blev tvunget til at indgå en ydmygende aftale. Denne grænsemarkør er bevaret i syv fragmenter og kendes som Gribbestelen, der kan betragtes på Louvre i Paris. Stelen, som er en kombination af inskription og relief, dateres til omkring 2450 f.v.t. og beretter om Eannatums sejr over Umma. De to sider af stelen viser forskellige scener og er derfor blevet tolket som en mytologisk side og en historisk side. Den mytologiske side er delt i to registre; det øverste register viser en stor mandlig figur, der holder en kølle i sin højre hånd og en løvehovedet ørn i sin venstre hånd. Figuren identificeres som guden Ningirsu, som i sin hånd har et stort net, der er fyldt med en masse nøgne fjender. På den historiske side viser Eannatum, hvordan han besejrede Umma, men i den tilhørende inskription gives indtrykket, at guderne er på hans side. Eannatum er udpeget af selveste Enlil, og han får styrke af Ningirsu; han er Nanshes udvalgte, og han har fået mælk af Ninhursag, hvorefter følger omtale af guderne Inanna, Enki, Dumuzi-Abzu, Hendursag og Lugalurub, og til sidst får vi at vide, at han er søn af Akurgal. Eannatum går i spidsen for sine svært bevæbnede tropper til fods og i en krigsvogn. I det øverste register går Eannatums soldater til angreb i en tæt falanksformation bevæbnet med spyd, kampøkser, skjolde og hjelme, som enten er af læder eller kobber. I denne periode var kobber stadig et sjældent metal, og sværd blev endnu ikke brugt af infanteriet. Fødderne tramper hen over bunker af døde Umma-fjender, som flyder overalt. Foroven i højre hjørne svæver de gribbe, som har givet mindestenen dens navn. De plukker hoveder, arme og ben af Ummas døde krigere. I det andet register går Eannatum til angrib i en krigsvogn. Hans krigsvogn er udstyret med køller, spyd og en krigsøkse. Han går ind i slaget med et våben, som kunne minde om et krumsværd, hvilket er meget omdiskuteret, i den ene hånd, og et spyd i den anden. Krigsvognen vises på tegningen som et tohjulet køretøj, men dette har ikke været tilfældet. Vognen har haft fire hjul ligesom krigsvognene på Ur-standarden, fordi den bærer to personer. Armen på den anden soldat (køreren) vises på det beskadigede område bag Eannatum. Stelen er naturligvis et stykke propaganda, der har til hensigt at forherlige Eannatum og legitimere hans herredømme. Men ifølge inskriptionen deltog han selv aktivt i kamphandlingerne og bliver blandt andet ramt af en pil, hvilket dog ikke forhindrer ham i at stå i spidsen for sine soldater. I det tredje register præsiderede Eannatum over nogle begravelsesriter, hvor en nøgen sumerisk præst (sumeriske præster blev ofte portrætteret nøgne) foretager et offer ved at hælde en væske ud over en række planter; højst sandsynligt daddelpalmer, da disse er et symbol på sejr. En tyr, som ligger bundet, skal til at ofres til guderne. Det er ofte blevet angivet, at det er begravelsen af Eannatums egne soldater, som han deltager i, men dette er højst sandsynligt ikke tilfældet. Begravelsesseancen er ikke af hans egne mænd, men af de døde fjender. Scenen viser mænd med kurve, formentlig indeholdende jord, på deres hoveder; de kravler op ad stiger for at læsse jorden af på ligene. At det er hans egne mænd er højst usandsynligt af den grund, at Eannatum under ingen omstændigheder ville lade det fremstå som en kostbar sejr. Derimod lader han afbilde, hvad der står skrevet på Gribbestelens inskription, hvor der står skrevet, at han besejrede Umma og lod etablere tyve begravelseshøje. Ved at stå i spidsen for begravelsesriterne viser han sin respekt for de døde fjender, en forsonende handling, som også vises på Ur-standarden. Stelens format antyder ifølge adskillige forskere, at Eannatum har udkæmpet to slag, et foran byen under belejringen og et inde i byen efter byens indtagelse. Det nederste register viser Eannatum, som med et gigantisk spyd række hen over hovederne på nogle personer, formodentlig fjender, og han rammer en person, som er højere end de andre, hvilket indikerer hans højere status. Denne person er højst sandsynligt kongen af Umma, som i teksten omtales som Usurdu, hvilket symboliserer hans død. Traktaten brydes af Umma Ifølge Enmetana-indskriften indgik Eannatum herefter en aftale med Enakale, den nye hersker af Umma. Usurdu var formentlig blevet dræbt, hvilket antydes i Gribbestelens inskription, og en ny er blevet udpeget, formentlig med Eannatums accept. Eannatum lod opføre store helligdomme på sin side af den nye grænse for at vise, at traktaten havde gudernes velsignelse, og for at vise, at Lagash herskede over dette territorium. Han oprettede herefter nye steler og restaurerede den stele, som Mesalim tidligere havde rejst. Eannatum erklærede endvidere, at en del af Gú-edin-na nu ville være en mark uden hersker, en slags ”ingenmandsland”. Umma fik lov til at bruge Ningirsus marker, men skulle til gengæld betale tribut. Eannatum har formentlig betragtet dette som et generøst tilbud i betragtning af, at Umma havde tabt krigen; dette var imidlertid ikke tilfældet, da det medførte, at Umma med tiden opbyggede en stor gæld til Lagash. I generationen efter Eannatum beretter Enmetana i hvert fald, at Umma ikke længere er i stand til at betale den. I teksten står der i hvert fald, at den nye hersker af Umma, Ur-lumma, som har efterfulgt Enakale, ikke var i stand til at betale tributten; i stedet vælger han at bortlede vandet fra kanalen og angribe monumenterne og helligdommene, som Eannatum havde opstillet. Han ødelagde Eannatums helligdomme med ild, hvilket dog er vanskeligt at forestille sig, eftersom stelerne var af kalksten. Der står ydermere skrevet, at Ur-lumma hyrede fremmede lejesoldater, muligvis de semitiske akkadere, som på dette tidspunkt allerede var vandret ind i området. Dette angreb blev foretaget på et tidspunkt, hvor Eannatum var død og blevet efterfulgt af broderen, som også hed Eannatum. Det første slag blev udkæmpet på Ugiga, Ningirsus markområde. Ifølge Eannatums lertavle (DCLI P222496) blev Ur-lumma besejret af Eannatum, og han tog flugten ind på sit eget område, og der står ydermere, at Eannatum fulgte efter ham hele vejen til Ningirsus grænse. Efter syv års regering døde den aldrende Eannatum 2., som nogle forskere mener døde i det omtalte slag. Hvorvidt han blev dræbt i det omtalte slag er uvist, men sikkert er det, at han blev efterfulgt af sønnen Enmetana. Herefter fulgte ifølge Enmetana-lerkeglen det andet slag mod Ur-lumma, som igen måtte tage flugten; denne gang fulgte Enmetana efter ham hele vejen til Umma, hvor der blev anrettet et omfattende blodbad. Ur-lumma blev dræbt i samme angreb. Flugten foregik angiveligt i en sådan hast, at Ur-lumma ved bredden af kanalen Lummagirnunta måtte efterlade 60 krigsvogne, deres 240 æsler (4 æsler per krigsvogn) samt personel, som alle blev dræbt. Efter sejren drog Ili, Inannapræsten af Girsu, som var underkastet Lagash, til Umma for at gøre sig til hersker i byen. Ili indledte herefter fjendtlige handlinger mod Lagash ved at lede vandet bort fra Ningirsus og Nanshes grænsekanal, akkurat ligesom hans forgængere i Umma havde gjort. Grænsehøjen Namnunda-kigara, som var blevet opført af Eannatum, senere ødelagt af Ur-lammu og genoprettet af Entemena, blev skyllet bort af vandet fra den kunstige oversvømmelse, Ili havde skabt. Historikere har igennem tiden undret sig over Entemenas ”fredelige” reaktion. Hvorfor sendte han gesandter i stedet for soldater? Herskeren af Umma havde afvist at betale tribut, bortledet vandet og derefter marcheret ind på Entemenas territorium, ødelagt grænsekanalerne og gudernes helligdomme. Alle disse handlinger var tydeligvis handlinger, som under almindelige omstændigheder ville resultere i en krigserklæring, men dette skete af uransagelige årsager ikke. I det følgende tekststykke fremgår det, at helligdommen Namnunda-kigare, som var blevet bygget af Eannatum og ødelagt i to omgange, nu blev genopbygget i sten. Eftersom intet slag omtales i tekststykket, har Entemena formentlig, med succes, løst problemet ad diplomatisk vej uden brug af våben. I den kontekst kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor Ili, der angiveligt havde succes med sit foretagende, ikke valgte at fortsætte krigen mod Lagash? Entemenas lerkegle slutter med en påkaldelse af guderne og en advarsel mod enhver, som måtte krænke Lagashs territorium. Advarslen er særligt rettet mod Umma, men også mod folk fra bjergene. Det skulle dog hurtigt vise sig, at påkaldelsen af guderne ikke var nok til at sikre beskyttelsen af Lagash. Efter hans død indledte Ili et angreb på Entemenas søn, Eannatum, den sidste konge af Ur-Nanshes dynasti, og Umma tog kontrollen med Gú-edin-na. Herefter var det Umma, som havde overmagten, mens Lagash oplevede et forfald Krigsførelse i Sumer Baseret på, hvad vi har bevaret af arkæologiske, ikonografiske og skriftlige kildematerialer, har forskerne gjort sig nogle tanker om, hvordan krigene blev udkæmpet i Sumer. Grundlæggende blev krigene udkæmpet mellem to hære på slagmarken: hærene bestod af et tungt infanteri bevæbnet med skjolde, spyd og økser. Infanteriet angreb i tæt, disciplineret kampformation med en mur af skjolde, hvor mange mænd agerer som én enhed. Intet tyder på, at der var tale om et kaotisk angreb, hvor krigere agerer individuelt, som man typisk ser i mere "primitive" former for slag. Gribbestelen er, sammen med Ur-standarden, verdens første afbildning af organiseret "moderne krigsførelse". Bueskytter blev også anvendt, da vi fra Gribbestelen får at vide, at Eannatum bliver ramt af en pil. De skriftlige kilder efterlader umiddelbart ingen tvivl om, at slagene blev udkæmpet på åbne marker, som man for eksempel kan læse sig frem til på Entemenas lerkegle, hvor der står: Eannatum, hersker af Lagash, hævede våbenet til kamp mod den fjendtlige magt i Ugiga, i Ningirsus markområde. Sumererne havde tradition for at give områderne navne, og i dette tilfælde fandt slaget sted ved Ugiga på Ningirsus markområde. Krigsførelse i Sumer foregik på et højt sofistikeret niveau, og årsagerne til krig var en blanding af håndgribelige bekymringer om grænselandet og rettighederne til vandet. Slagene var som regel ikke en del af en egentlig ekspansionskrig, snarere havde de til hensigt at afgøre en specifik konflikt, som for eksempel en grænsestridighed eller bortledning af vandet fra markområderne. Derudover har der bestemt også været et religiøst motiv: det er guderne, som ejer de pågældende jordområder, og de er dermed involveret i krigene, men de tog også selv aktivt del i kampene. I den forbindelse er det ikke usandsynligt, at dette har reflekteret den egentlige sumeriske opfattelse af krig som en religiøs aktivitet – som en kamp mellem guderne udført mellem menneskene på jorden. Uorganiseret versus organiseret krigsførelse Doyne Dawson er i sin bog The First Armies fra 2002 fremkommet med en model for sumerisk krigsførelse. Dawson mener, at den sumeriske hær bestod af dårligt trænede og dårligt organiserede bønder, som intet begreb havde om taktisk krigsførelse. Sumerisk krigsførelse var ifølge Dawson ikke præget af egentlige felttog med infanteri og krigsvogne (stridsvogne), men var snarere domineret af effektive belejringer på grund af de ringe forsvarsværker. Han argumenterer for en slags koldkrigs-tilstand, mens han anklager Gribbestelen og Ur-standarden for at være idealistiske fremstillinger af de sumeriske hæres egentlige tilstand og organisation. Denne teori må dog betragtes som uholdbar, og det er bestemt ikke en acceptabel vurdering af det bevarede kildemateriale. Det er meget muligt, at Ur-standarden og Gribbestelen er unikke og bevaret ved en tilfældighed, men det ikonografiske indhold understøttes af det arkæologiske materiale, heriblandt materiale fra Mari i det østlige Syrien, hvor man har fundet en afbildning af en lignende krigsvogn. Både Ur-standarden og Gribbestelen præsenterer uniformerede soldater og ensartede våben, men ikke belejringer. Belejringer har naturligvis fundet sted i oldtidens Sumer, men det var ikke den eneste form for militært engagement, og det understøttes ikke af det bevarede kildemateriale. Brugen af våben, såsom spyd, økser samt rustninger, hjelme og anden form for beskyttelse, antyder, at disse soldater har skullet deltage i nærkamp. På Ur-standarden befinder de sig i en organiseret linje, og på Gribbestelen marcherer de i rækker og kæmper i tæt formation, hvilket bestemt ikke antyder en ringe organisation eller dårligt trænede bønder, men derimod om organiseret krigsførelse. Krigsvognen Krigsvognen, eller stridsvognen om man vil, fra denne periode i mesopotamisk historie er problematisk. De tydeligste afbildninger af krigsvognene er dem, som stammer fra Ur-standarten, men designet er genkendeligt på Gribbestelen, og man kender den også fra Mari. De var firhjulede køretøjer, som blev trukket af onagere (vildæsler), og vognene har højst sandsynligt været lavet af skind. På krigsvognen har der været to personer, en vognstyrer og en kriger; sidstnævnte har været bevæbnet med økse og spyd. Hvorvidt disse vogne har været anvendt i krig, er et omdiskuteret emne indenfor assyriologien. Nogle forskere, som for eksempel Doyne Dawson, mener, at de har været fuldstændig værdiløse i krigsførelse, da de fire æsler ikke har været til at styre. Desuden virker designet på krigsvognen ikke særligt stabilt eller manøvredygtigt. Dette argument er primært baseret på en sammenligning med de senere stridsvogne. Men sumerernes mangel på en ”rigtig” stridsvogn betyder ikke, at den krigsvogn, som de var i besiddelse af, var værdiløs. Hvis de ikke blev brugt til krigsførelse, hvorfor blev de så vist i den kontekst? De var ikke mobile platforme til bueskytter, og måske blev de kun brugt til at transportere prestigefyldte krigere, som for eksempel kongen. På Gribbestelen ses Eannatum i sin krigsvogn i spidsen for sine marcherende tropper på vej i slag. Nogle forskere mener, at disse krigsvogne havde en helt anden funktion; den hævede front blev brugt til økser og spyd, og det var hensigten, at den skulle pløje ind i fjendens rækker som en form for chokvåben. På Ur-standarten bliver krigsvognene trukket af vildæsler, som tramper fjenden ned, og i et tilfælde læner krigeren sig ud af vognen for at spidde den faldne fjende. I Entemena lerkegle-indskriften kan man læse, at 60 krigsvogne og deres æsler er blevet forladt ude på slagmarken, hvilket i høj grad antyder, at de har været brugt aktivt i kamp og ikke kun til transport. Den eneste stående fjende på Ur-standarden i forbindelse med krigsvognen har sin ryg mod køretøjet, hvilket antyder, at han er på flugt. En sådan funktion har ikke krævet det store fra hverken vognstyrerens eller vognens side. Krigens slutning Den endelige kulmination på krigene mellem Umma og Lagash fandt sted en generation senere, da Lugalzagesi af Umma besejrede Lagash og skabte et herredømme i det sydlige Mesopotamien. Men dette ummaitiske rige havde ikke en lang levetid, da Umma, Lagash og resten af byerne i Sumer omkring 2350 f.v.t. blev underkastet akkadernes herredømme. Akkadernes hersker, Sargon af Akkad, skabte verdenshistoriens første imperium, som strakte sig over hele Mesopotamien. Sargons liv og herredømme er kendt fra senere romantiserede beretninger, men han var en sand historisk skikkelse af enorm betydning. Sargon af Akkad skabte et dynasti, som regerede i omkring to hundrede år, og dannede dermed præcedens for senere imperialister. Det var først i denne periode, at krigen mellem Umma og Lagash ophørte, og de lærte at eksistere side om side med hinanden. Publikationsår: 2017 Anbefalet litteratur Brix, Jan Sargon og det første imperium i Imperier og imperialisme i den nærorientalske oldtid Oldtidens Verden, 2014 Brix, Jan Mesopotamiens oldtidshistorie i Mesopotamiens oldtidshistorie: Fra Sumererne til Perserne Oldtidens Verden, 2014 Petersen, Rasmus Kjærbye Stridsvognens historie Temaartikel, 2013 Brix, Jan Statsmagtens etablering (3000-2700 f.v.t.) i Verdenshistorien Historiens Verden, 2011 Brix, Jan Rigernes storhedstid (2700-2200 f.v.t.) i Verdenshistorien Historiens Verden, 2011 Dawson The First Armies (især s. 76-117) London: Cassell, 2001 Kuhrt, Amelie The Ancient Near East vol I (s. 19-73) London: Routledge, 1995. Van de Mieroop History of the Near East Oxford: Blackwell, 2004 Yadin The Art of Warfare in Biblical Lands s. 32-57 London: McGraw-Hill, 1963 Dalley, Stephanie “Ancient Mesopotamian Military Organization” i Jack M. Sasson Civilisations of Ancient Near East I, s. 413-422 Charles Scribner's Sons; 1. Udgave, 1995 Gelb, I.J. “Prisoners of War in Early Mesopotamia” i Journal of Near Eastern Studies 32 (1973), s. 70-98 Pollock, Susan “Of Priestesses, Princes and Poor Relations: The Dead in the Royal Cemetery of Ur” i Cambridge Archaeological Journal 1 (2) (1991), s. 171-189 Winter, Irene “After the Battle is Over: The Stele of the Vultures and the Beginning of Historical Narrative in the Art of the Ancient Near East” i Studies in the History of Art 16. National Gallery of Art. Washington, 1985, s. 11-32 Liverani, Mario “The Deeds of Ancient Mesopotamian Kings” i Jack M. Sasson Civilisations of Ancient Near East IV, s. 2353-2366 Charles Scribner's Sons; 1. Udgave, 1995 Postgate, J.N. “Royal Ideology and State Administration in Sumer and Akkad” i Jack M. Sasson Civilisations of Ancient Near East I, s. 395-411 |
Af: Jan Brix
Detalje fra Ur-standartens "Fredsside". Her ses den siddende sumeriske konge. Ur-standarten Ur-standarten er en af de mest kendte sumeriske genstande, fordi den repræsenterer hele den sumeriske civilisation. Den viser sumererne i fred, sumererne i krig og sumererne, der praktiserer deres religion. Den sumeriske konge vises på både "krigssiden" og "fredssiden". Han er genkendelig som konge, fordi han er den eneste, som er lavet større end de andre mænd, hvilket er typisk i nærorientalsk kunst, da dette skal repræsentere hans status og betydning. Derudover adskiller han sig ikke fra soldater og tjenere. Han har ikke nogen distinkt ansigtstræk, som kan identificere ham som konge. Det vides ikke, hvem han var, da Ur-standarten ikke er forsynet med noget navn.
Krigsøkse fra Ur Syrisk vildæsel Ur-standarten - fredssiden Opdagelsen Da den britiske arkæolog Charles Leonard Woolley udgravede byen Ur i vore dages Irak, gjorde han en spektakulær arkæologisk opdagelse. Han opdagede en række "kongelige" grave med storslåede kunstgenstande. En af de mest bemærkelsesværdige var Urs Kongelige Banner (Ur-standarten), et stortslået dobbeltsidet panel indlagt med perlemor og lapis lazuli. På den ene side viste det krigsscener, og på den anden, som ses her, fredsscener, der er repræsenteret ved konger og adelsmænd, som spiser sammen i fredsommelighed. Ur-standart krigsvogn Ur-standart krigsvogn nedtramper fjender Krigsvogn fra Mari Entemenas lerkegle Enlil, alle landes konge, alle gudernes fader, med sit retfærdige ord, drog han for guderne Ningirsu og, på den anden side, Shara, deres landegrænse. Mesalim, konge af Kish, satte, på sin guddom Ishtarans befalin, en grænsesten på det sted angående vedkommende markareals tilhørsforhold. Ush, hersker af Umma, virkede for berømmelse: Han ødelagde den sten; han drog ind til Lagashs mark. Ningirsu, Enlils heltekriger, mødte Umma i slag i sin Retfærdige sag; på befaling af Enlil kastede han det store Kampnet som et dække; han lagde i tæt mængde jordhøje over dem på marken på det sted. Eannatum, hersker af Lagash, farbroder til Entemena, hersker af Lagash, skabte i forståelse med Enakale, hersker af Umma, landegrænsen: den pågældende kanal fra den store flod [Tigris] lagde han længere ud i Gu-edin-na; ved Ningirsu-marken rykkede han grænsen 215 nindan [måleenhed: 1300 meter] frem mod Ummas højhedsområde; han oprettede det som en mark uden hersker. Dernæst satte han en grænsestele med indskrift ved denne kanal, og han førte Mesalims Sten tilbage til sin oprindelige skikkelse; han stillede den ikke ind på Ummas område. Ili tager magten På dette tidspunkt drog Ili, som var tempeladministrator af Zabalam, fra Girsu til Umma; han overtog derpå stillingen som hersker i Umma. Han ledte herefter vandet bort fra Ningirsus område og Nanshes område og Ningirsus grænsekanal, som lå ved Tigris’ bred i Girsu-regionen, Namnunda-kigara af Enlil, Enik og Ninhursag. Entemena, hersker af Lagash, sendte, på grund af disse krænkelser, gesandter til Ili, som påbød Ili, hersker af Umma, tager af marker, med beskeden om at genoprette det røvede markområde, som havde forårsaget fjendskab, og Ningirsus og Nanshes grænsekanal. ”Fra Antasura til templet Dimgalabzu, vil jeg fjerne jorden fra dem”, erklærede han. Entemena genopretter kanalerne Men Enlil og Ninhursag havde ikke givet ham tilladelse. Entemena, hersker af Lagash, kaldet af Ningirsu, efter ordre af Enlil og efter ordre af Ningirsu og efter ordre af Nanshe gjorde han denne kanal farbar fra Tigris til den store flod. Han byggede Namnunda-kigara op med sten; og han genopførte det for sin herre, som elsker ham, Ningirsu, og for sin herskerinde, som elsker ham, Nanshe. Entemena, hersker af Lagsh Entemena, hersker af Lagash, med scepter skænket af Enlil, givet visdom af Enki, udpeget af Nanshes hjerte, Ningirsus præstelige storfyrste, som holder fast i gudernes ord: Måtte hans gud Shul-mushpa gå til Ningirsu og Nanshe om liv og sundhed for Entemena til fjerne dage. Påkaldelse af guderne En mand fra Umma, som krydser grænsen ved Ningirsu eller krydser grænsen ved Nanshe for at tage markområdet, hvad enten det er folk fra Umma eller folk fra bjergene, måtte Enlil gøre det af med ham. Måtte Ningirsu kaste sit store krigsnet som et dække over dem. Måtte han fra oven lægge sine store hænder og store fødder på dem. Måtte hans bys folk løfte hånden mod dem! Måtte han dræbe han dræbe dem i selve deres by. Historisk side På Gribbestelens bagside, den historiske side, fører Eannatum i stridsvogn sine tropper til sejr. I det øverste register spiser gribbene af de døde fjenders hoveder. I det andet register angriber Eannatums soldater i falanksformation og nedtramper fjenden. Eannatum står i spidsen. Soldaterne er identiske, klædt i samme klæder og med samme spyd, økser, skjolde og kobberhjelme. I denne periode var kobberhjelme en sjældenhed, så sværd blev ikke brugt af infanteriet. Til højre ligger de døde fjender i bunker, mens de, som stadig er i live, er på flugt. Fjenderne vises, meget typisk, nøgne som symbol på deres nederlag. Gribbestelen bagsiden I det andet register angriber Eannatum i en stridsvogn. Hans stridsvogn er fyldt med køller, spyd og krigsøkser. I sin ene hånd har han et sværd og i den anden et gigantisk spyd. Kongen står på sin stridsvogn Mytologisk side Den mytologiske side På Gribbestelens forside ses krigsguden Ningirsu, som fanger umaitterne i sit guddommelige krigsnet. Med en kølle slår Ningirsu de fanger, som forsøger at flygte, i hovedet. Nettet lukkes af stormguden Anzud, ørnen med løvehoved, som symboliserer krig. Gribbestelen guden Ur-standarten Krigssiden på Ur-standarten Slaget på krigssiden af Ur-standarten begynder med krigens afslutning. Første scene begynder med "efter slaget", hvor den sejrrige konge er steget ned fra sin stridsvogn. Han bærer en lang kongekjortel, og han bærer sin krigsstandart. Hans generaler står bag ham. Ur-standarten På øverste registers højre halvdel ses den sejrrige sumeriske konge inspicere de tilfangetagne fjender. Formentlig er den forreste den tilfangetagne konge, eftersom han er den første fange og derfor den vigtigste. Han eskorteres af sumeriske soldater. Ur-standarten Ur-standarten Ur-standarten Sumeriske soldater Denne illustration er traditionelt blevet tolket som "sumeriske soldater" på vej i krig, fordi de syntes at være på march. Men de sænkede spyd tyder på, at de er i angrebsformation. De angriber i en disciplineret formation. |