Let    Middel    Svær

Krigen mellem Umma og Lagash
Den første krig i Verdenshistorien

Ovenstående tekst kan KUN ses af dig selv.

Den første dokumenterede krig i ver­dens­his­to­ri­en var krigen mellem Umma og Lagash i old­tid­ens Sumer. Årsagen til krigen mellem disse to byer er ukendt, men det synes åbenlyst for his­to­ri­ke­re i dag, at kon­flik­ten handlede om noget så simpelt, men vitalt som vand. Den frugt­ba­re slette Gú-edin-na lå mellem de to byer, som konstant var i konflikt om dette område. Striden blev dog bragt til ophør af en hersker ved navn Mesalim, som benævnes Kongen af Kish. På et tids­punkt krænker Umma denne aftale, og det kommer til en krig, som blandt andet er dokumenteret af Eannatums berømte Gribbestele og en indskrift af en senere konge ved navn Enmetana.

Krig i Sumer
I Sumer i den sydlige del af det nu­vær­end­e Irak opstod i det 4. årt­us­ind­e den første sofistikerede ci­vi­li­sa­ti­on i det område, som grækerne senere omtalte som Meso­po­tamien (”Landet mellem floderne”), en reference til floderne Eufrat og Tigris.
De su­me­ri­ske byer, som opstod i det 4. årt­us­ind­e f.v.t., er verdens første ek­semp­ler på e­gent­li­ge urbane centre af betydelig størr­els­e. I disse tidlige byer, som for eksempel Eridu og Uruk, kan man gennem det arkæologiske kil­de­ma­te­ri­a­le i­den­ti­fi­ce­re en ci­vi­li­sa­ti­on, hvor be­folk­nin­gen står bag en egentlig indsats for at op­ret­hol­de et fællesskab og gøre bylivet muligt. Fra disse byer har man talrige arkæologiske vidnesbyrd om, at man har samarbejdet om at op­ret­hol­de diger, mure, kanaler og templer. Et ef­fek­tivt agerbrugssystem gjorde det muligt at frigøre et stort antal men­nes­ker fra dyrkelsen af afgrøder og i stedet indføre specialiserede erhverv, hvormed der etableredes en hier­ar­kisk social struktur med en hersker i spidsen. De tidlige su­me­ri­ske byer var ka­rak­te­ri­se­ret af en høj grad af social og øk­on­om­isk diversitet, hvilket skabte et behov for håndv­ærke­re­, han­dels­folk, præster, bureaukrater og ikke mindst professionelle soldater.
Eftersom byerne ikke var en del af et sumerisk imperium, men u­af­hæng­ig­e bystater med deres egne herskere, skytsguder, love og bureaukratiske systemer, kom deres vækst ofte i konflikt med hinanden. Konflikterne handlede ho­ved­sa­ge­ligt om kontrol med floderne Tigris og Eufrat, som var hele fundamentet for deres rigdom. Hertil kom al­minde­lige grænsestri­dig­he­der og behovet for at erhverve sig luk­sus­va­rer, som for eksempel tømmer, sten og metaller. Stri­dig­he­der over især mu­lig­he­den for at kunst­van­de marker var et kontinuerligt fænomen i Sumer, og dette gav an­led­ning til ud­vik­ling af en sofistikeret militærteknologi.
Det direkte bevis for krigs­før­els­e i det 4. årt­us­ind­e f.v.t. og i de tre første årh­undr­ed­er af perioden, som betegnes Tidlig dynastisk Tid (2900-2350 f.v.t.), er stort set ikkeek­si­ste­rende. I disse årh­undr­ed­er har vi meget lidt skrift­ligt bevisma­te­ri­a­le, men det er den ge­ne­rel­le antagelse blandt forskere, at eftersom krigs­før­els­e for­ment­lig allerede var et ret al­min­de­ligt fænomen i stenalderen, så har krigs­før­els­e også været ek­si­ste­rende i Tidlig dynastisk Tid. Krig og anvendelsen af magt var meget al­min­de­ligt i old­tid­ens imperier, men de første e­gent­li­ge beviser for krigs­før­els­e opstår først omkring 2500 f.v.t. På dette tids­punkt var våben og militære systemer i­mid­ler­tid allerede veludviklede, hvilket antyder en ud­vik­lingsperiode.
Et ubestrideligt bevis for krigs­før­els­e kendes fra den periode, som kendes som Tidlig dynastisk Tid III, som svarer til perioden fra ca. 2600 til 2350 f.v.t. Fra denne periode har arkæologerne fundet e­gent­li­ge våben i de såkaldte kongegrave fra Ur, der dateres til omkring 2500 f.v.t. Blandt fundene er køller, økser, dolke og sværd, og endda stridsvogne eller såkaldte krigsvogne er blevet fundet, og sidst­nævnt­e kendes også fra ikonografiske frem­stil­lin­ger. Krigsvogne var veludviklede, men havde fire hjul, og de blev trukket af onagere (vildæsler), eftersom hesten endnu ikke var kendt i regionen. Mange årh­undr­ed­er senere skrev den græske his­to­ri­ker Herodot, at indiske stridsvogne i perserkongens tjeneste blev trukket af vildæsler, hvilket vidner om, at det har været en tra­di­ti­on længe efter, at den su­me­ri­ske ci­vi­li­sa­ti­on var bukket under.
Udover fund af våben bliver fors­ker­ne også nødsaget til at tage ikonografiske ek­semp­ler i betragtning. En af de mest bemærkelsesværdige genstande fundet i en af Ur-gravene er den såkaldte Ur-standart, som er blevet dateret til omkring 2500 f.v.t. og i dag kan ses på British Museum i London. På denne genstand er der en scene, som af fors­ker­ne omtales som en krigsscene: på denne del af standarten ses stridsvogne, in­fan­te­ri, krigs­fan­ger og i midten af panelet en ”konge”, der adskiller sig ved at være højere end de andre, hvilket antyder hans ophøjede status. Han står foran sin hær og en firhjulet stridsvogn, som bliver trukket af nogle vildæsler. Kongen står med ansigtet rettet mod en række fanger, som alle afbildes nøgne, bundne og sårede, hvilket na­tur­lig­vis skal antyde nederlag og yd­my­gel­se. I det midterste register afbildes otte uniformerede og dermed identiske soldater ef­ter­fulgt af en scene med til­fan­ge­tag­ne fjender. Sol­da­ter­ne bærer kapper og hjelme samt spyd og økser af en type, som er blevet fundet i kon­ge­gra­ve­ne. Den nøjagtige o­ver­ens­stem­mel­se mellem våbnene på Ur-standarten og de arkæologiske våbenfund vidner om eksistensen af disse våben.

Ur-standart krigsvognsangreb

Endnu mere bemærkelsesværdige er stridsvognene eller krigsvognene, som for­ment­lig er en bedre be­teg­nel­se. Det nederste register viser fire krigsvogne, som hver især vises med en krigsvognskører og en kriger, som enten bærer en økse eller et spyd, og trækkes af fire vildæsler. Krigsvognene er meget de­tal­je­ret beskrevet med hjul, og foran på vognen er der en spydholder. Vildæslerne vises også meget de­tal­je­ret med tøjlerne, og hvordan su­me­rer­ne spændte dem uden brug af hestebidsel. Krigsvognsscenen vises således, at den udvikler sig fra venstre mod højre på en måde, så den illustrerer be­væg­els­e. Ved den første krigsvogn vises æslerne gående, mens de ved den anden og tredje er i løb og ved den sidste stejler. Nedtrampede fjender vises under de tre sidste krigsvogne, hvilket skal sym­bo­li­se­re be­tyd­ningen af et krigsvognsangreb. En ikonografisk præsentation af en krigsvogn nøjagtig magen til den på Ur-standarten, dateret til ca. 2500-2400 f.v.t, er blevet fundet i Mari i det østlige Syrien.
Den vig­tigs­te kilde til vores viden om krigs­før­els­e i det 3. årt­us­ind­e f.v.t. er det skrift­li­ge kil­de­ma­te­ri­a­le. I den for­bin­del­se har vi informationer fra de su­me­ri­ske kongelister og i eposet om Gilgamesh, som antyder, at kampe og krig var store be­gi­ven­hed­er.

Krigen mellem Umma og Lagash
En kombination af for­skel­ligt kil­de­ma­te­ri­a­le, her­i­blandt en række his­to­riske indskrifter fra Lagash, hvoraf nogle indledes med et his­to­risk tilbageblik, viser en stående konflikt mellem Lagash og nabobyen Umma. Fra de his­to­riske optegnelser hører vi om kampen mellem Umma og Lagash, men der gives ingen informationer om hærens taktiske be­væg­els­er eller selve krigsforløbet. Fokus i teks­terne er på nedslagtningen og begravelsen af fjenderne i store dynger. Der er også omtale af fremmede le­je­sol­da­ter, hvilket vidner om et avanceret niveau af militærhandel og nøje plan­lægn­ing.
Ifølge de indskrifter med po­li­tis­ke op­lys­nin­ger, der sætter ind i Lagash i det 26. årh­undr­ed­e f.v.t., har denne bystats u­den­rigs­po­li­tik ho­ved­sa­ge­ligt bestået af stri­dig­he­der med nabostaten Umma om en mellemliggende frugtbar slette og til­hør­end­e vandingsrettigheder. Dette område, der omtales Gú-edin-na, tilhørte egentlig Lagash, men lå mellem de to bystater, og Umma kon­trol­le­re­de kunstvandingskanalen til området.
Kon­flik­ten er som sagt kendt fra en række his­to­riske indskrifter fra Lagash, og i den for­bin­del­se er det vigtigt at bemærke, at kon­flik­ten kun kendes fra Lagashs per­spek­tiv. Typisk er der her tale om en form for historieskrivning, der tjente til at retfærdiggøre et herskende dynastis hand­lin­ger, og derfor skal vi ikke tage alle informationer for pålydende. En primærkilde til denne krig mellem Umma og Lagash er skrevet af Entemena, søn af Eannatum 2. og nevø til den berømte erobrer Eannatum 1.; han skrev en beretning om krigen mellem de to bystater på en stor lerkegle, kendt som Entemena-lerkeglen. Indskriften be­skri­ver den første krig mellem de to statsmagter om det frugt­ba­re område kendt som Gú-edin-na, placeret mellem de to storbyer.
Beretningen om krigen mellem Umma og Lagash kendes altså fra en lerkegle, der er kendt som Entemenas lerkegle, fordi den er skrevet af Entemena, ensi af Lagash. Ifølge su­me­rer­ne var en kamp på jorden egentlig en kamp mellem guderne i himlen, hvilket også kommer til udtryk i indskriften. Fortællingen har flere re­li­gi­øs­e undertoner, da den antyder, at det var den øverste guddom i det su­me­ri­ske pantheon, Enlil, som fik Shara og Ningirsu, skytsguderne i hen­holds­vis Umma og Lagash, til at nå frem til en overenskomst; grænsen Gú-edin-na var sanktioneret af guderne, og aftalen var derfor ukrænkelig. Krigen mellem Umma og Lagash havde været i gang et stykke tid, da den for en tid blev bragt til ophør ved en voldgiftskendelse af en hersker ved navn Mesalim, der omtales som Konge af Kish. Mesalim delte landet mellem de to bystater, og han lod rejse en stele, som mar­ke­red­e hans be­slut­ning. Mesalims ind­bland­ing havde dog ikke den store effekt, da det ikke løste pro­ble­met. An­gi­ve­ligt favoriserede hans be­slut­ning Lagash, den større og mere magt­ful­de af de to bystater, til Ummas store forbitrelse. Her­ske­ren af Umma, Ush, be­slut­te­de i hvert fald ifølge Lagash-indskriften at bryde aftalen og smadre grænsestelerne og besætte det pågældende territorium. Han blev i­mid­ler­tid besejret, men ifølge teksten besejres han ikke af nogen konge, men derimod af guden Ningirsu. I teksten omtales mange jordhøje, som er en sumerisk måde at omtale massegrave på, hvor fjenden stables for at understrege den store sejr.
U­mid­del­bart virker det på baggrund af sejren som om, at her­ske­ren af Lagash, Eannatum, har indgået en freds­af­ta­le, men dette har højst sandsynligt ikke været til­fældet. Den omtalte sejr bliver i teksten tilskrevet Ningirsu og ikke Eannatum, som helt sikkert ville være blevet nævnt af Entemena, hvis dette havde været til­fældet. Denne sektion refererer sandsynligvis til Eannatums senere sejr over Umma, som er afbildet på den berømte Gribbestele. Faktisk havde Umma og Lagash udkæmpet en krig før denne, da Akurgal, søn af Urnanshe og fader til Eannatum, havde mistet en del af territoriet Gú-edin-na til Umma. Det faktum, at Akurgal havde en meget kort regeringstid, antyder, at han er blevet dræbt i krig, om end at det ikke er noget bevis. Uanset hvad ville et nederlag under ingen om­stænd­igh­ed­er blive omtalt i Enmetanas tekst, og det fremgår heller ikke på Gribbestelen. Et nederlag omtales aldrig i kon­ge­li­ge indskrifter.

Gribbestelen - Eannatums sejr over Umma
Eannatum mar­che­re­de med sine tropper mod Umma og ud­kæmp­ed­e to slag og sejrede i begge. En ny grænsestele blev op­stil­let efter sejren, og kongen af Umma blev tvunget til at indgå en yd­my­gen­de aftale. Denne grænsemarkør er bevaret i syv fragmenter og kendes som Gribbestelen, der kan be­trag­tes på Louvre i Paris.
Stelen, som er en kombination af inskription og relief, dateres til omkring 2450 f.v.t. og beretter om Eannatums sejr over Umma. De to sider af stelen viser for­skel­li­ge scener og er derfor blevet tolket som en mytologisk side og en his­to­risk side. Den mytologiske side er delt i to registre; det øverste register viser en stor mandlig figur, der holder en kølle i sin højre hånd og en løvehovedet ørn i sin venstre hånd. Figuren i­den­ti­fi­ce­res som guden Ningirsu, som i sin hånd har et stort net, der er fyldt med en masse nøgne fjender.
På den his­to­riske side viser Eannatum, hvordan han be­sej­re­de Umma, men i den til­hør­end­e inskription gives indtrykket, at guderne er på hans side. Eannatum er udpeget af selveste Enlil, og han får styrke af Ningirsu; han er Nanshes udvalgte, og han har fået mælk af Ninhursag, hvor­ef­ter følger omtale af guderne Inanna, Enki, Dumuzi-Abzu, Hendursag og Lugalurub, og til sidst får vi at vide, at han er søn af Akurgal.
Eannatum går i spidsen for sine svært be­væbn­ed­e tropper til fods og i en krigsvogn. I det øverste register går Eannatums soldater til angreb i en tæt falanksformation bevæbnet med spyd, kampøkser, skjolde og hjelme, som enten er af læder eller kobber. I denne periode var kobber stadig et sjældent metal, og sværd blev endnu ikke brugt af in­fan­te­riet. Fødderne tramper hen over bunker af døde Umma-fjender, som flyder overalt. Foroven i højre hjørne svæver de gribbe, som har givet mindestenen dens navn. De plukker hoveder, arme og ben af Ummas døde krigere.
I det andet register går Eannatum til angrib i en krigsvogn. Hans krigsvogn er udstyret med køller, spyd og en krigsøkse. Han går ind i slaget med et våben, som kunne minde om et krumsværd, hvilket er meget om­dis­ku­te­ret, i den ene hånd, og et spyd i den anden. Krigsvognen vises på tegningen som et tohjulet køretøj, men dette har ikke været til­fældet. Vognen har haft fire hjul ligesom krigsvognene på Ur-standarden, fordi den bærer to personer. Armen på den anden soldat (køreren) vises på det beskadigede område bag Eannatum.
Stelen er na­tur­lig­vis et stykke pro­pa­gan­da, der har til hensigt at forherlige Eannatum og legitimere hans her­re­dømm­e. Men ifølge in­skrip­ti­o­nen deltog han selv aktivt i kamphand­lin­gerne og bliver blandt andet ramt af en pil, hvilket dog ikke forhindrer ham i at stå i spidsen for sine soldater.
I det tredje register præsiderede Eannatum over nogle begravelsesriter, hvor en nøgen sumerisk præst (su­me­ri­ske præster blev ofte portrætteret nøgne) foretager et offer ved at hælde en væske ud over en række planter; højst sandsynligt daddelpalmer, da disse er et symbol på sejr. En tyr, som ligger bundet, skal til at ofres til guderne.
Det er ofte blevet angivet, at det er begravelsen af Eannatums egne soldater, som han deltager i, men dette er højst sandsynligt ikke til­fældet. Begravelsesseancen er ikke af hans egne mænd, men af de døde fjender. Scenen viser mænd med kurve, for­ment­lig indeholdende jord, på deres hoveder; de kravler op ad stiger for at læsse jorden af på ligene. At det er hans egne mænd er højst usandsynligt af den grund, at Eannatum under ingen om­stænd­igh­ed­er ville lade det fremstå som en kostbar sejr. Derimod lader han afbilde, hvad der står skrevet på Gribbestelens inskription, hvor der står skrevet, at han be­sej­re­de Umma og lod etablere tyve begravelseshøje. Ved at stå i spidsen for begravelsesriterne viser han sin respekt for de døde fjender, en forsonende handling, som også vises på Ur-standarden.
Stelens format antyder ifølge adskil­lige forskere, at Eannatum har udkæmpet to slag, et foran byen under be­lej­rin­gen og et inde i byen efter byens indtagelse. Det nederste register viser Eannatum, som med et gi­gan­tisk spyd række hen over hovederne på nogle personer, for­mo­dent­lig fjender, og han rammer en person, som er højere end de andre, hvilket indikerer hans højere status. Denne person er højst sandsynligt kongen af Umma, som i teksten omtales som Usurdu, hvilket sym­bo­li­se­rer hans død.

Traktaten brydes af Umma
Ifølge Enmetana-indskriften indgik Eannatum herefter en aftale med Enakale, den nye hersker af Umma. Usurdu var for­ment­lig blevet dræbt, hvilket antydes i Gribbestelens inskription, og en ny er blevet udpeget, for­ment­lig med Eannatums accept.
Eannatum lod opføre store helligdomme på sin side af den nye grænse for at vise, at traktaten havde gudernes velsignelse, og for at vise, at Lagash herskede over dette territorium. Han op­ret­te­de herefter nye steler og restaurerede den stele, som Mesalim tid­li­ge­re havde rejst. Eannatum er­klær­ede­ end­vid­e­re, at en del af Gú-edin-na nu ville være en mark uden hersker, en slags ”ingenmandsland”. Umma fik lov til at bruge Ningirsus marker, men skulle til gengæld betale tribut. Eannatum har for­ment­lig be­trag­tet dette som et generøst tilbud i betragtning af, at Umma havde tabt krigen; dette var i­mid­ler­tid ikke til­fældet, da det medførte, at Umma med tiden op­byg­ge­de en stor gæld til Lagash.
I generationen efter Eannatum beretter Enmetana i hvert fald, at Umma ikke længere er i stand til at betale den. I teksten står der i hvert fald, at den nye hersker af Umma, Ur-lumma, som har ef­ter­fulgt Enakale, ikke var i stand til at betale tributten; i stedet vælger han at bortlede vandet fra kanalen og angribe monumenterne og helligdommene, som Eannatum havde op­stil­let. Han ødelagde Eannatums helligdomme med ild, hvilket dog er van­ske­ligt at forestille sig, eftersom stelerne var af kalksten. Der står ydermere skrevet, at Ur-lumma hyrede fremmede le­je­sol­da­ter, muligvis de se­mi­ti­ske akkadere, som på dette tids­punkt allerede var vandret ind i området. Dette angreb blev fo­re­ta­get på et tids­punkt, hvor Eannatum var død og blevet ef­ter­fulgt af broderen, som også hed Eannatum. Det første slag blev udkæmpet på Ugiga, Ningirsus markområde. Ifølge Eannatums lertavle (DCLI P222496) blev Ur-lumma besejret af Eannatum, og han tog flugten ind på sit eget område, og der står ydermere, at Eannatum fulgte efter ham hele vejen til Ningirsus grænse.
Efter syv års regering døde den aldrende Eannatum 2., som nogle forskere mener døde i det omtalte slag. Hvorvidt han blev dræbt i det omtalte slag er uvist, men sikkert er det, at han blev ef­ter­fulgt af sønnen Enmetana. Herefter fulgte ifølge Enmetana-lerkeglen det andet slag mod Ur-lumma, som igen måtte tage flugten; denne gang fulgte Enmetana efter ham hele vejen til Umma, hvor der blev anrettet et om­fat­ten­de blodbad. Ur-lumma blev dræbt i samme angreb. Flugten foregik an­gi­ve­ligt i en sådan hast, at Ur-lumma ved bredden af kanalen Lummagirnunta måtte ef­ter­la­de 60 krigsvogne, deres 240 æsler (4 æsler per krigsvogn) samt personel, som alle blev dræbt.
Efter sejren drog Ili, Inannapræsten af Girsu, som var un­der­kas­tet Lagash, til Umma for at gøre sig til hersker i byen. Ili indledte herefter fjendt­li­ge hand­lin­ger mod Lagash ved at lede vandet bort fra Ningirsus og Nanshes grænsekanal, akkurat ligesom hans forgængere i Umma havde gjort. Grænsehøjen Namnunda-kigara, som var blevet opført af Eannatum, senere ødelagt af Ur-lammu og gen­op­ret­tet af Entemena, blev skyllet bort af vandet fra den kunstige oversvømmelse, Ili havde skabt.
His­to­ri­ke­re har igennem tiden undret sig over Entemenas ”fredelige” reaktion. Hvorfor sendte han gesandter i stedet for soldater? Her­ske­ren af Umma havde afvist at betale tribut, bortledet vandet og derefter marcheret ind på Entemenas territorium, ødelagt grænsekanalerne og gudernes helligdomme. Alle disse hand­lin­ger var ty­de­lig­vis hand­lin­ger, som under al­minde­lige om­stænd­igh­ed­er ville resultere i en krigserklæring, men dette skete af u­ran­sa­ge­li­ge årsager ikke.
I det følgende tekststykke fremgår det, at helligdommen Namnunda-kigare, som var blevet bygget af Eannatum og ødelagt i to omgange, nu blev genopbygget i sten. Eftersom intet slag omtales i tekststykket, har Entemena for­ment­lig, med succes, løst pro­ble­met ad di­plo­ma­tisk vej uden brug af våben. I den kontekst kan man sætte spørgsm­ålste­gn ved, hvorfor Ili, der an­gi­ve­ligt havde succes med sit foretagende, ikke valgte at fort­sætt­e krigen mod Lagash?
Entemenas lerkegle slutter med en påkaldelse af guderne og en advarsel mod enhver, som måtte krænke Lagashs territorium. Advarslen er særligt rettet mod Umma, men også mod folk fra bjergene.
Det skulle dog hurtigt vise sig, at påkaldelsen af guderne ikke var nok til at sikre beskyttelsen af Lagash. Efter hans død indledte Ili et angreb på Entemenas søn, Eannatum, den sidste konge af Ur-Nanshes dynasti, og Umma tog kon­trol­len med Gú-edin-na. Herefter var det Umma, som havde overmagten, mens Lagash oplevede et forfald

Krigs­før­els­e i Sumer
Baseret på, hvad vi har bevaret af arkæologiske, ikonografiske og skrift­li­ge kil­de­ma­te­ri­a­ler, har fors­ker­ne gjort sig nogle tanker om, hvordan krigene blev udkæmpet i Sumer.
Grund­lægg­end­e blev krigene udkæmpet mellem to hære på slag­mar­ken: hærene bestod af et tungt in­fan­te­ri bevæbnet med skjolde, spyd og økser. In­fan­te­riet angreb i tæt, disciplineret kampformation med en mur af skjolde, hvor mange mænd agerer som én enhed. Intet tyder på, at der var tale om et kaotisk angreb, hvor krigere agerer in­di­vi­du­elt, som man typisk ser i mere "primitive" former for slag. Gribbestelen er, sammen med Ur-standarden, verdens første afbildning af or­ga­ni­se­ret "moderne krigs­før­els­e". Bueskytter blev også anvendt, da vi fra Gribbestelen får at vide, at Eannatum bliver ramt af en pil.
De skrift­li­ge kilder ef­ter­la­der u­mid­del­bart ingen tvivl om, at slagene blev udkæmpet på åbne marker, som man for eksempel kan læse sig frem til på Entemenas lerkegle, hvor der står: Eannatum, hersker af Lagash, hævede våbenet til kamp mod den fjendt­li­ge magt i Ugiga, i Ningirsus markområde. Su­me­rer­ne havde tra­di­ti­on for at give om­råd­ern­e navne, og i dette tilfælde fandt slaget sted ved Ugiga på Ningirsus markområde.
Krigs­før­els­e i Sumer foregik på et højt sofistikeret niveau, og årsagerne til krig var en blanding af håndgribelige bekymringer om grænselandet og rettighederne til vandet. Slagene var som regel ikke en del af en egentlig ekspansionskrig, snarere havde de til hensigt at afgøre en specifik konflikt, som for eksempel en grænsestridighed eller bortledning af vandet fra markom­råd­ern­e.
Derud­over har der bestemt også været et reli­gi­øst motiv: det er guderne, som ejer de pågældende jordområder, og de er dermed in­vol­ve­ret i krigene, men de tog også selv aktivt del i kampene. I den for­bin­del­se er det ikke usandsynligt, at dette har reflekteret den e­gent­li­ge su­me­ri­ske op­fat­tel­se af krig som en religiøs ak­ti­vi­tet – som en kamp mellem guderne udført mellem menneskene på jorden.

Uor­ga­ni­se­ret versus or­ga­ni­se­ret krigs­før­els­e
Doyne Dawson er i sin bog The First Armies fra 2002 fremkommet med en model for sumerisk krigs­før­els­e. Dawson mener, at den su­me­ri­ske hær bestod af dårligt trænede og dårligt or­ga­ni­se­re­de bønder, som intet begreb havde om taktisk krigs­før­els­e. Sumerisk krigs­før­els­e var ifølge Dawson ikke præget af e­gent­li­ge felttog med in­fan­te­ri og krigsvogne (stridsvogne), men var snarere do­mi­ne­ret af ef­fek­ti­ve belejringer på grund af de ringe forsvarsværker. Han argumenterer for en slags koldkrigs-tilstand, mens han anklager Gribbestelen og Ur-standarden for at være idealistiske frem­stil­lin­ger af de su­me­ri­ske hæres e­gent­li­ge tilstand og or­ga­ni­sa­ti­on.
Denne teori må dog be­trag­tes som uholdbar, og det er bestemt ikke en acceptabel vurdering af det bevarede kil­de­ma­te­ri­a­le. Det er meget muligt, at Ur-standarden og Gribbestelen er unikke og bevaret ved en tilfældighed, men det ikonografiske indhold understøttes af det arkæologiske ma­te­ri­a­le, her­i­blandt ma­te­ri­a­le fra Mari i det østlige Syrien, hvor man har fundet en afbildning af en lignende krigsvogn. Både Ur-standarden og Gribbestelen præsenterer uniformerede soldater og ensartede våben, men ikke belejringer. Belejringer har na­tur­lig­vis fundet sted i old­tid­ens Sumer, men det var ikke den eneste form for militært engagement, og det understøttes ikke af det bevarede kil­de­ma­te­ri­a­le. Brugen af våben, såsom spyd, økser samt rustninger, hjelme og anden form for beskyttelse, antyder, at disse soldater har skullet deltage i nærkamp. På Ur-standarden befinder de sig i en or­ga­ni­se­ret linje, og på Gribbestelen mar­che­rer de i rækker og kæmper i tæt formation, hvilket bestemt ikke antyder en ringe or­ga­ni­sa­ti­on eller dårligt trænede bønder, men derimod om or­ga­ni­se­ret krigs­før­els­e.

Krigsvognen
Krigsvognen, eller stridsvognen om man vil, fra denne periode i mesopotamisk historie er problematisk. De tydeligste afbildninger af krigsvognene er dem, som stammer fra Ur-standarten, men designet er genkendeligt på Gribbestelen, og man kender den også fra Mari. De var firhjulede køretøjer, som blev trukket af onagere (vildæsler), og vognene har højst sandsynligt været lavet af skind. På krigsvognen har der været to personer, en vognstyrer og en kriger; sidst­nævnt­e har været bevæbnet med økse og spyd.
Hvorvidt disse vogne har været anvendt i krig, er et om­dis­ku­te­ret emne indenfor assyriologien. Nogle forskere, som for eksempel Doyne Dawson, mener, at de har været fuld­stænd­ig værdiløse i krigs­før­els­e, da de fire æsler ikke har været til at styre. Desuden virker designet på krigsvognen ikke særligt stabilt eller manøvredygtigt. Dette argument er primært baseret på en sam­men­lig­ning med de senere stridsvogne. Men su­me­rer­nes mangel på en ”rigtig” stridsvogn betyder ikke, at den krigsvogn, som de var i besid­delse af, var værdiløs. Hvis de ikke blev brugt til krigs­før­els­e, hvorfor blev de så vist i den kontekst?
De var ikke mobile platforme til bueskytter, og måske blev de kun brugt til at trans­portere prestigefyldte krigere, som for eksempel kongen. På Gribbestelen ses Eannatum i sin krigsvogn i spidsen for sine marcherende tropper på vej i slag. Nogle forskere mener, at disse krigsvogne havde en helt anden funktion; den hævede front blev brugt til økser og spyd, og det var hen­sig­ten, at den skulle pløje ind i fjendens rækker som en form for chokvåben. På Ur-standarten bliver krigsvognene trukket af vildæsler, som tramper fjenden ned, og i et tilfælde læner krigeren sig ud af vognen for at spidde den faldne fjende.
I Entemena lerkegle-indskriften kan man læse, at 60 krigsvogne og deres æsler er blevet forladt ude på slag­mar­ken, hvilket i høj grad antyder, at de har været brugt aktivt i kamp og ikke kun til trans­port. Den eneste stående fjende på Ur-standarden i for­bin­del­se med krigsvognen har sin ryg mod køretøjet, hvilket antyder, at han er på flugt. En sådan funktion har ikke krævet det store fra hverken vognstyrerens eller vognens side.

Krigens slutning
Den endelige kulmination på krigene mellem Umma og Lagash fandt sted en generation senere, da Lugalzagesi af Umma be­sej­re­de Lagash og skabte et her­re­dømm­e i det sydlige Meso­po­tamien. Men dette ummaitiske rige havde ikke en lang levetid, da Umma, Lagash og resten af byerne i Sumer omkring 2350 f.v.t. blev un­der­kas­tet akkadernes her­re­dømm­e. Akkadernes hersker, Sargon af Akkad, skabte verdenshis­to­ri­ens første imperium, som strakte sig over hele Meso­po­tamien. Sargons liv og her­re­dømm­e er kendt fra senere romantiserede beretninger, men han var en sand his­to­risk skikkelse af enorm be­tyd­ning.
Sargon af Akkad skabte et dynasti, som regerede i omkring to hundrede år, og dannede dermed præcedens for senere imperialister. Det var først i denne periode, at krigen mellem Umma og Lagash ophørte, og de lærte at ek­si­ste­re side om side med hinanden.

Publikationsår: 2017

An­be­fa­let lit­te­ra­tur

Brix, Jan
Sargon og det første imperium i Imperier og im­pe­ri­a­lis­me i den nærorientalske oldtid
Old­tid­ens Verden, 2014

Brix, Jan
Meso­po­tamiens oldtidshistorie i Meso­po­tamiens oldtidshistorie: Fra Su­me­rer­ne til Perserne
Old­tid­ens Verden, 2014

Petersen, Rasmus Kjærbye
Stridsvognens historie
Temaartikel, 2013

Brix, Jan
Statsmagtens etablering (3000-2700 f.v.t.) i Ver­dens­his­to­ri­en
His­to­ri­ens Verden, 2011

Brix, Jan
Rigernes stor­heds­tid (2700-2200 f.v.t.) i Ver­dens­his­to­ri­en
His­to­ri­ens Verden, 2011

Dawson
The First Armies (især s. 76-117)
London: Cassell, 2001

Kuhrt, Amelie
The Ancient Near East vol I (s. 19-73)
London: Routledge, 1995.

Van de Mieroop
History of the Near East
Oxford: Blackwell, 2004

Yadin
The Art of Warfare in Biblical Lands s. 32-57
London: McGraw-Hill, 1963

Dalley, Stephanie
“Ancient Mesopotamian Military Organization” i Jack M. Sasson Ci­vi­li­sa­ti­ons of Ancient Near East I, s. 413-422
Charles Scribner's Sons; 1. Udgave, 1995

Gelb, I.J.
“Prisoners of War in Early Mesopotamia” i Journal of Near Eastern Studies 32 (1973), s. 70-98

Pollock, Susan
“Of Priestesses, Princes and Poor Relations: The Dead in the Royal Cemetery of Ur” i Cam­brid­ge Archaeological Journal 1 (2) (1991), s. 171-189

Winter, Irene
“After the Battle is Over: The Stele of the Vultures and the Beginning of Historical Narrative in the Art of the Ancient Near East” i Studies in the History of Art 16. National Gallery of Art. Wa­shing­ton, 1985, s. 11-32

Liverani, Mario
“The Deeds of Ancient Mesopotamian Kings” i Jack M. Sasson Ci­vi­li­sa­ti­ons of Ancient Near East IV, s. 2353-2366
Charles Scribner's Sons; 1. Udgave, 1995

Postgate, J.N.
“Royal Ideology and State Admi­ni­stra­tion in Sumer and Akkad” i Jack M. Sasson Ci­vi­li­sa­ti­ons of Ancient Near East I, s. 395-411