|
Forside | Log ind |
 
|
| Historie | Ægypten | Mesopotamien | Anatolien og Levanten | Persien | Religion |
Hebræernes Jahveh
|
Fra monolatrisme til monoteisme  Jødedommen bliver traditionelt karakteriseret som en monoteistisk religion, da den kun anerkender eksistensen af én Gud. Dette var imidlertid ikke tilfældet i oldtidens Israel, hvor jødernes Jahveh eksisterede side om side med andre guder, som man ligeledes accepterede eksistensen af. Den monolatriske jødiske gud Den monoteistiske religion i Israel adskiller sig væsentligt fra de andre polyteistiske religioner i Nærorienten. Jødernes forståelse af Gud står i skærende kontrast til de andre nærorientalske religioner, som var polyteistiske, hvilket betød, at de dyrkede mange guder. Men i Israel dyrkede man kun én Gud, og det er den væsentligste forskel. Dette billede af Israel og Nærorienten er dog mere kompliceret end som så, da religionen i oldtidens Israel i det meste af den bibelske periode var monolatrisk (af det græske mono, der betyder ”en” og latreia, som betyder ”gudsdyrkelse”). Dette religionsvidenskabelige koncept er et andet begreb for monoteisme, men forskellen ligger i, at man indenfor en monolatrisk religion anerkender eksistensen af andre folks guder. Det står i kontrast til monoteismen, som er troen på ”én Gud”. At Israels religion i den bibelske periode ikke var monoteistisk, men monolatrisk kommer til udtryk i de 10 bud, hvor 1. bud lyder: Du må ikke have andre guder, hvormed man klart antyder eksistensen af andre guder. Det er dog kun den gud, som har givet buddene, som man må tilbede. Dette betyder med andre ord, at jøderne i oldtidens Israel anerkendte eksistensen af ægyptiske guder som Ra, Amon og babylonske guder som Marduk og Ishtar samt græske guder som Zeus, Apollon og Afrodite. De eksisterede side om side med jødernes Jahveh, og det var således først senere, at jødedommen udviklede sig til en monoteistisk religion, hvilket skete under jødernes fangenskab i Babylon i det 6. århundrede f.v.t. Herefter ville en jøde have benægtet eksistensen af andre guder end Jahveh. Mange forskere har beskæftiget sig med årsagen til denne forskel mellem religionen i Israel og de nærorientalske religioner. En gruppe forskere, som især er påvirket af antropologi og sociologi, er af den opfattelse, at svaret skal findes i forskellene i de nærorientalske samfund. De har til tider delt verdens samfund op i henholdsvis komplekse og simple samfund. I den kontekst beskriver de oldtidens Ægypten og kulturerne i Mesopotamien som komplekse samfund, fordi disse er karakteriseret af en meget hierarkisk og stringent opbygning med en konge, en kongelig familie og et stort bureaukrati. Sådan forholdt det sig ikke i oldtidens Israel, som var karakteriseret af at beboet af simple seminomadiske samfund, som var baseret på stammer med flere ledere. Antropologer har i den forbindelse bemærket, at det er sådan eksempelvis arabiske nomader i ørkenen organiserer deres samfund. De arabiske nomadestammer styres af en såkaldt sheikh, der har det daglige ansvar for hele stammen. Derfor er alt knyttet til denne leder, hvilket er mere direkte og langt mindre kompliceret. Guderne i den nærorientalske verden Indenfor religionspsykologien taler forskerne ofte om, hvordan guderne er en afspejling af det menneskelige samfund fra en fysisk til en guddommelig verden. Kommer man fra et komplekst samfund, som for eksempel det ægyptiske eller babylonske, projekterer man denne verden til guderne, og derfor får man en verden med mange flere guddomme, hvilket altså også var tilfældet i Ægypten og Babylonien. I kontrast hertil har man jøderne, som levede i ørkenen og som konsekvens heraf levede i et simpelt samfund og derfor bedre kunne forholde sig til konceptet omkring eksistensen af én Gud og en enkelt forbindelse mellem denne gud og dette ene folk. Dette er en meget teoretisk tilgang til emnet, og i den forbindelse kan man naturligvis stille spørgsmålet, hvad så med de mange andre folkeslag, som levede en nomadisk tilværelse? Dette kan forskerne ikke desværre ikke give et svar på, fordi disse folkeslag fra oldtiden ikke har efterladt skriftlige kilder ligesom jøderne, der har overleveret os informationer om deres samfund gennem det bibelske materiale. Gennem Bibelen har vi kendskab til andre ørkenfolk, som for eksempel ismaelitterne, amalekitterne og midianitterne samt mange andre. Desværre har vi ikke noget kendskab til deres religioner, da vi ikke har noget skriftligt bevaret fra deres kulturer. Forvandlingen af den israelske religion fra en monolatrisk til en monoteistisk religion skete under Det babylonske Fangenskab i det 6. århundrede f.v.t. Guderne i både Ægypten og Mesopotamien havde alle en lokal eller regional oprindelse, som for eksempel Khnum, der havde en tilknytning til Elefantine i det sydlige Ægypten. Dette var Khnums territorium, og det var her hans tempel stod. Befandt man sig eksempelvis i Deltaet i det nordlige Ægypten, kunne Khnum ikke dyrkes, fordi man befandt sig i andre guddommes territorium. Sådan forholdt det sig også med jødernes Jahveh i de tidligste faser af jødedommen. Et eksempel herpå er Anden Mosebog, hvor Moses og israelitterne befandt sig i Ægypten. Gud sagde til Moses, at han skulle sige følgende til farao: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig med en besked: "Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig i ørkenen." (2. Mosebog 7:16). Senere i kapitel otte står der: Så tilkaldte Farao Moses og Aron og sagde: "Gå hen og bring ofre til jeres Gud i landet!" Men Moses sagde: "Det kan vi ikke, for det, vi ofrer til Herren vores Gud, er afskyeligt for ægypterne. Hvis vi for øjnene af ægypterne ofrer noget, de finder afskyeligt, vil de så ikke stene os? Vi vil gå tre dagsrejser ud i ørkenen, og så vil vi ofre til Herren vores Gud, sådan som han siger, vi skal" (2. Mosebog 8:21-23). Israelitterne kunne med andre ord ikke bede til Jahveh i Ægypten, fordi dette ikke kunne lade sig gøre. Jahveh kunne udelukkende dyrkes i sit eget land, som med tiden blev Israel, men på dette tidlige tidspunkt var Sinaihalvøen, som var et slags ingenmandsland mellem Ægypten og Kanaan, israelitternes hjemland. Ændringen i den jødiske teologi På lignende vis har man et eksempel senere i Bibelen i Første Samuelsbog, hvor man hører om et ikke alt for kærligt forhold mellem David og Saul, som man måske kunne forvente mellem en svigerfar og en svigersøn. Saul blev mindre og mindre populær blandt sit folk, mens David blev mere og mere populær blandt israelitterne og med tiden efterfølger han Saul som konge af Israel. På et tidspunkt forsøger Saul i vrede at dræbe David, men David flygter ud af landet for at bo sammen med filistrene, som ikke boede langt fra hans hjemland. Men i Første Samuelsbog citeres David for at sige: Hør dog din tjeners ord, herre konge! Hvis det er Herren, der har sat dig op imod mig, så lad ham få duften af et offer. Men hvis det er mennesker, så gid de må være forbandet af Herren, fordi de nu har jaget mig bort, så jeg ikke mere har lod og del i Herrens land. De har jo sagt, at jeg skal gå bort og dyrke andre guder(1. Samuelsbog 26:19). David var altså med andre ord blevet tvunget væk fra Israel for at dyrke andre guder. Han flytter således få kilometer væk for at leve sammen med filistrene og må som følge heraf tilbede andre guder. Dyrkelsen af Jahveh kunne på dette tidspunkt kun finde sted i Israel, og sådan forholdt det sig med nærorientalsk gudsdyrkelse i det hele taget. Den radikale forandring af den jødiske teologi finder sted i det 6. århundrede f.v.t., da jøderne af babylonerkongen Nebukadnezar bliver tvunget til at forlade Israel og Jerusalem for at leve i Babylonien i Mesopotamien. Hvem dyrker jøderne efter deres ankomst til Babylonien? De dyrkede under ingen omstændigheder de babylonske guder; derimod dyrkede de deres egen Gud fra Israel, Jahveh. Det, der havde ændret sig fra tiden omkring Moses og David, var, at verden havde ændret sig i de mellemliggende århundreder. Der havde været to store ”verdensimperier” i skikkelse af Det assyriske Imperium og Det babylonske Imperium, som begge herskede over store landområder i Nærorienten og samtidig var forenet under et monarki og en politisk enhed. Imperierne havde imidlertid ikke kun betydning på det geopolitiske område, men også på de religiøse ideer og udviklingen af teologien i blandt andet Israel. Da jøderne blev tvunget til at leve i eksil i Babylonien, befandt de sig i en ny verden, som var international, og derfor blev deres gud også international. Det var herefter muligt at tilbede Jahveh andre steder, heriblandt Babylonien. Jøderne kunne ikke foretage ofringer til Jahveh i templet, som kun kunne udføres i Jerusalem, og desuden var templet blevet ødelagt. Jøderne fastholdt dog deres tro på Jahveh, og de udviklede derfor nye former for tilbedelse af Jahveh, blandt andet en offentlig bøn, som blev udviklet for første gang under Det babylonske Fangenskab. Jøderne fortsatte således med at dyrke Jahveh, men hvordan forholdt de sig til de babylonske guder, som for eksempel Nabu, Sin, Marduk og Ishtar? Jødernes tilgang var meget logisk, da de konkluderede, at de babylonske guder ikke kunne være guder, eftersom jøderne dyrkede deres gud i Babylon. Desuden konkluderede jøderne, som levede i Babylon, at Jahveh måtte være den eneste guddom, da dyrkelsen af Jahveh eliminerede de babylonske guder. De babylonske guder var resultatet af hjernespind hos de mennesker, som dyrkede dem. Det var i denne kontekst, at der skete et skifte indenfor jødedommen fra at være en monolatrisk religion til at blive en monoteistisk religion, hvorefter man ikke længere accepterede andre guder end Jahveh. Ideen om Jahveh Guderne i denne polyteistiske verden blev i det store hele set som naturguder. De var hver især associeret med naturelementer, såsom jorden, himlen, solen, månen, vandet og ørkenen. Alle disse elementer var dele af naturen, men i kontrast hertil blev Jahveh af jøderne opfattet som en ophøjet guddom. Jahveh var en ophøjet guddom, der stod over alle disse naturguder, og han manifesterede sig selv i menneskets historie, hvilket er en meget central distinktion mellem Jahveh og naturguderne. I oldtiden var der dog et andet forsøg på at tilbede kun én guddom. Dette forsøg fandt sted i Ægypten i midten af det 14. århundrede f.v.t. Det var et teologisk eksperiment af farao Akhenaten (ændrede navn fra Amenhotep 4.), der besluttede at lukke alle de ægyptiske guders templer. Således gjorde han en ende på dyrkelsen af Amon-Ra, Horus, Khnum, Osiris og alle de andre guddomme, hvilket var ødelæggende og forstyrrende for hele det ægyptiske samfund. Templerne blev lukket, hvorefter det kun var tilladt at dyrke én gud, og denne gud var Aten. Aten var stadig en naturgud, da han var knyttet til solen, men ”atenismen” var monolatrisk ligesom jødedommen og således endnu et eksempel herpå fra Nærorienten. Den afgørende forskel var dog, at denne guddom stadig var forbundet med naturen, hvilket ikke var tilfældet med jødernes Jahveh, der var en ophøjet historisk guddom, som ikke kunne identificeres med eller knyttes til et naturelement. Akhenaten forsøgte igennem et årti at indføre Aten som den eneste gud i Ægypten, men Aten forsvandt sammen med Akhenaten, da han døde, hvorefter den gamle polyteistiske religion blev genindført. Ideen om Jahveh som historiens Gud kan illustreres fra Første Kongebog, hvori man finder en nøglepassage til forståelsen af den ophøjede Jahveh. Det er historien om Elias, der beslutter at foretage en rejse til Sinaibjerget for at besøge Jahveh. Han bliver faktisk tvunget til at flygte fra Ahab og Jezebel, kongen og dronningen af Israel, og han flygter ind i ørkenen af personlige årsager. Da han befinder sig i Sinaiørkenen hører vi en storm, men Jahveh var ikke at finde i stormen. Derefter følger et jordskælv, men Jahveh var ikke at finde i jordskælvet, og til sidst fulgte en ild, men Gud var ikke at finde i branden: Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen (1. Kongebog 19:11-12). Alle disse elementer – storm, jordskælv og ild – er alle naturelementer, men Jahveh var ikke at finde i nogle af disse markante naturkræfter. Efter elementernes rasen talte Jahveh til Elias, og dette er selve ideen om Gud i oldtidens Israel. Han kommunikerede direkte med mennesker gennem det guddommelige ord, mens vind, torden og ild alle er elementer, som man kan se og forestille sig, men som Gud præsenteres i Første Kongebog, kan Gud ikke ses eller føles. Dette er en meget afgørende passage i forestillingen om, hvordan jøderne forestillede sig deres Gud. Publikationsår: 2018 Arbejdsspørgsmål: 1. Har andre kulturer i Nærorienten måske også udviklet en monolatrisme eller monoteisme? Uddyb dit svar. 2. Hvilke andre befalinger fra Gud kan man finde i Genesis 9:1-7, som relaterer til diskussionen i denne artikel? Anbefalet litteratur: Rendsburg, Gary A. ”An Essay on Israelite Religion” i Jacob Neusner (red) Approaches to Ancient Judaism s. 1-17 Scholars Press, 1993 Rendsburg, Gary A. ”The Vegetarian Ideal in the Bible” i L.J. Greenspoon, R.A. Simkins & G. Shapiro (red) Food and Judaism s. 319 Creighton University Press, 2005 |
Af: Jan Brix
|
